LYSTEJENDOM PÅ CA. 4,6 HA MED BYGNINGER TIL FLERE FORMÅL
Ejendommen "Christoffersminde" er beliggende i et skovklædt område omkring Bjerre Lides højderyg, som danner ramme om et naturskønt landskab med bl.a. udsigtspunktet, Purhøj, som ligger blot et stenkast fra ejendommen. Her kan du nyde synet over det smukke område mod Boller og Horsens Fjord. Området rummer desuden historiske vartegn beliggende mod vest, som fx. Bjerre Arrest og Galgebakken, samt skønne MTB- og vandreruter i den nærliggende Bjerre Skov mod øst. Fra ejendommen er der blot ca. 11 km til Horsens midtby og ca. 4 km til Ringvej Syd - og i forlængelse heraf - Vestvejen, som giver let adgang til motorvej E45.
"Christoffersminde" består af et stort stuehus fra 1884 med et samlet boligareal på 280 m2 fordelt på 1½ plan. Stuehuset rummer bl.a. entré, køkken med spiseplads, to stuer (heraf én med udgang til terrasse), soveværelse med walk in closet, flere værelser i både stueetagen samt på 1. sal, badeværelse og ikke mindst en praktisk baggang og vaskerum.
Ejendommens driftsbygninger udgør i alt 1.685 m2, som primært består af bygninger, der tidligere har været anvendt som maskinhal, lade og staldbygninger med loft til kip.
Ejendommen har et jordtilligende på ca. 4,6 ha, hvoraf ca. 2,6 ha udgør fredskovsareal, ca. 1,1 ha udgør et fremtidigt græsareal. Ejendommens resterende areal går fra til bygninger, haveanlæg, gårdsplads og indkørsel.
BEMÆRK !!!!! ................. BESTILLING AF FREMVISNING / SALGSVURDERING FREDAGE EFTER KL. 14 VIL FØRST EKSPEDERES AF KONTORET FØRSTKOMMENDE HVERDAG.